Det er måske et dårligt tidspunkt at starte anden runde af sorgbearbejdelse, klokken er 01.20 om natten, jeg skal op og gøre rent i seks timer, og derudover er jeg, teknisk set, igang med at skrive mit kandidatspeciale, som skal afleveres senest d. 6. august.
Jeg prøvede at gå igang med specialet i efteråret 2012, men kunne ikke, da mit hoved var i udu, bare tanken om specialet gav mig fysisk set kvalme, så istedet fik jeg et simpelt arbejde som sekretær hos en kiropraktor, og det var i den tid jeg havde det, et godt arbejde, da det ikke stressede mig, og jeg ikke kunne tage det med hjem.
Som nogle af Jer måske ved, så døde min Mor af Bulbær A.L.S. og deroveni havde hun også Fronto Temporal Demens. A.L.S. er en ganske sjælden sygdom, og den type min Mor havde rammer kun ca. to personer om året i Danmark, og da levetiden for folk med ALS kun er ca. 24 måneder fra diagnose, så møder en person med ALS sjældent en anden med ALS.
ALS kan ikke forebygges og ikke behandles, der er ikke andet at gøre end at vente på at personen dør, og den tid er ganske frygtelig, da man kommer til at se en person man elsker lige så stille visne, og i min Mors tilfælde også blive skør (der findes ikke en bedre beskrivelse af FTD end skør, da logisk sans og almen dannelse forsvinder). Udover at miste muskelstyrke generelt, mistede hun også evnen til at tale, hoste eller synke, så hun var nød til at få en sonde i maven, så hun kunne få noget at spise, og en tid før hendes død var hun også nød til at få kateter, da hun ikke selv kunne tisse.
Og for så at gøre det hele ekstra sjovt, var min Far og jeg ikke særligt gode venner i den tid, da han ikke kunne lide min daværende kæreste (hvilket han nok også havde ret i, men jo mere han trak den ene vej jo mere trak jeg den anden vej) Min daværende kæreste gjorde absolut heller ikke tingene bedre, han var alkoholiker, og begyndte at drikke igen, i løbet af foråret, og han var nærmest misundelig på min familie og den tid jeg brugte på dem, meget barnligt, men jeg følte jo også at jeg havde ansvar for ham, så en enkelt gang var jeg nød til at tage fra hospitalet i Hillerød hvor min Mor lå, til Bispebjerg hospital hvor kæreste lå som følge af et eller andet jeg ikke kan huske, men som stammede fra hans alkoholisme.
Og i den uge følgende min Mors død om søndagen, begyndte han for alvor og drikke, og var ekstra jaloux på den tid jeg brugte på begravelsesforberedelser. Og natten før min Mors begravelse d. 4. juni, sov han på sofaen og drak en del. Seks uger senere kom jeg hjem til en kæreste i alkoholpsykose som prøvede at begå selvmord, hvorfor jeg ringede til en af mine veninder, som også kendte min daværende kæreste, hun kom så, og mens jeg pakkede ting til at gå fra ham, og vi gik ud af døren ringede vi 112, og politiet kom lidt senere og tog ham med på psykiatrisk skadestue - og ikke for at være tøsefornærmet, men det var altså MIN Mor der var død, ikke hans, og det var MIG der havde brug for en at støtte mig op ad i en af de værste perioder i mit liv, istedet skulle jeg være krykke for ham og hans alkoholisme.
Nogle vil måske mene at han skylder mig en undskyldning - og sådan en ville jeg også gerne have, hvis ikke det var fordi, jeg ikke længere kan tro på hvad han siger, da han er en ret god skuespiller, og jeg har mistet al tillid til ham.
Jeg har stadig lidt dårlig samvittighed overfor min Far, mht. den tid jeg ikke brugte på ham, da min Mor lå for døden, men som jeg havde dengang kan jeg ikke se hvordan jeg skulle have handlet anderledes. Nogle ville måske sige at jeg også burde have dårlig samvittighed overfor min Mor, men "hun" var væk, det var kun skalden der var tilbage.
Men hvad så nu?
Jeg bor på kollegium i Hvidovre, bliver smidt ud herfra tre måneder efter at jeg afleverer mit speciale, og til den tid flytter jeg sammen med min dejlige kæreste Andreas, som nu er min genbo, og som jeg har været sammen med siden december 2011. Andreas læser psykologi på Københavns Universitet, og godt nok skal han aldrig være min psykolog, men han er god til at stille spørgsmål og til at lytte - og så kan han lide hele underlige mig, hvilket er absolut fantastisk, og stille og roligt har givet mig ro til at komme videre med mit liv.
Tilbage i september fik han mig til, endelig, at kontakte en psykiater (jeg har ikke råd til psykologer mens jeg er på SU) Jeg har nemlig siden julen 2009 været på anti-depressive piller (Citalopram) og lægen har ikke rigtigt gjort andet end at forny min recept når jeg løb tør, men i november, dagen før min Mors fødselsdag, startede jeg hos psykiater Erik Skovbjerg. Han startede mig så på Venlafaxin, og tog en masse blodprøver; og hen omkring Jul begyndte jeg virkelig at kunne mærke en bedring, jeg havde mere overskud, og kunne klare hverdagsting uden at blive nervøs, men mere om det senere. I januar, startede han mig så på noget mere psykofarmaka, denne gang var det Noritren, og ja, det er en del psykofarmaka, og der er en del bivirkninger, men jeg vil langt hellere have bivirkningerne end depressionen - og ved at få styr på min hjernekemi, skulle jeg gerne kunne stoppe med pillerne, når der er balance i bolden på mig.
Og mht psykofarmaka, har jeg siden starten været meget åben om det, man burde ikke skulle skamme sig over at have en psykisk lidelse, som man jo ikke selv er herre over. Jeg har fortalt det til venner, bekendte, arbejdsgivere, og andre personer, for hvem det ville være anvendeligt at vide hvorfor jeg nogle gange reagerede lidt spøjst - og indtil videre har jeg kun fået positiv respons.
Men det må vist være nok for nu, jeg kan høre at min seng kalder på mig.
Godnat,
Eva Maria
Jeg prøvede at gå igang med specialet i efteråret 2012, men kunne ikke, da mit hoved var i udu, bare tanken om specialet gav mig fysisk set kvalme, så istedet fik jeg et simpelt arbejde som sekretær hos en kiropraktor, og det var i den tid jeg havde det, et godt arbejde, da det ikke stressede mig, og jeg ikke kunne tage det med hjem.
Som nogle af Jer måske ved, så døde min Mor af Bulbær A.L.S. og deroveni havde hun også Fronto Temporal Demens. A.L.S. er en ganske sjælden sygdom, og den type min Mor havde rammer kun ca. to personer om året i Danmark, og da levetiden for folk med ALS kun er ca. 24 måneder fra diagnose, så møder en person med ALS sjældent en anden med ALS.
ALS kan ikke forebygges og ikke behandles, der er ikke andet at gøre end at vente på at personen dør, og den tid er ganske frygtelig, da man kommer til at se en person man elsker lige så stille visne, og i min Mors tilfælde også blive skør (der findes ikke en bedre beskrivelse af FTD end skør, da logisk sans og almen dannelse forsvinder). Udover at miste muskelstyrke generelt, mistede hun også evnen til at tale, hoste eller synke, så hun var nød til at få en sonde i maven, så hun kunne få noget at spise, og en tid før hendes død var hun også nød til at få kateter, da hun ikke selv kunne tisse.
Og for så at gøre det hele ekstra sjovt, var min Far og jeg ikke særligt gode venner i den tid, da han ikke kunne lide min daværende kæreste (hvilket han nok også havde ret i, men jo mere han trak den ene vej jo mere trak jeg den anden vej) Min daværende kæreste gjorde absolut heller ikke tingene bedre, han var alkoholiker, og begyndte at drikke igen, i løbet af foråret, og han var nærmest misundelig på min familie og den tid jeg brugte på dem, meget barnligt, men jeg følte jo også at jeg havde ansvar for ham, så en enkelt gang var jeg nød til at tage fra hospitalet i Hillerød hvor min Mor lå, til Bispebjerg hospital hvor kæreste lå som følge af et eller andet jeg ikke kan huske, men som stammede fra hans alkoholisme.
Og i den uge følgende min Mors død om søndagen, begyndte han for alvor og drikke, og var ekstra jaloux på den tid jeg brugte på begravelsesforberedelser. Og natten før min Mors begravelse d. 4. juni, sov han på sofaen og drak en del. Seks uger senere kom jeg hjem til en kæreste i alkoholpsykose som prøvede at begå selvmord, hvorfor jeg ringede til en af mine veninder, som også kendte min daværende kæreste, hun kom så, og mens jeg pakkede ting til at gå fra ham, og vi gik ud af døren ringede vi 112, og politiet kom lidt senere og tog ham med på psykiatrisk skadestue - og ikke for at være tøsefornærmet, men det var altså MIN Mor der var død, ikke hans, og det var MIG der havde brug for en at støtte mig op ad i en af de værste perioder i mit liv, istedet skulle jeg være krykke for ham og hans alkoholisme.
Nogle vil måske mene at han skylder mig en undskyldning - og sådan en ville jeg også gerne have, hvis ikke det var fordi, jeg ikke længere kan tro på hvad han siger, da han er en ret god skuespiller, og jeg har mistet al tillid til ham.
Jeg har stadig lidt dårlig samvittighed overfor min Far, mht. den tid jeg ikke brugte på ham, da min Mor lå for døden, men som jeg havde dengang kan jeg ikke se hvordan jeg skulle have handlet anderledes. Nogle ville måske sige at jeg også burde have dårlig samvittighed overfor min Mor, men "hun" var væk, det var kun skalden der var tilbage.
Men hvad så nu?
Jeg bor på kollegium i Hvidovre, bliver smidt ud herfra tre måneder efter at jeg afleverer mit speciale, og til den tid flytter jeg sammen med min dejlige kæreste Andreas, som nu er min genbo, og som jeg har været sammen med siden december 2011. Andreas læser psykologi på Københavns Universitet, og godt nok skal han aldrig være min psykolog, men han er god til at stille spørgsmål og til at lytte - og så kan han lide hele underlige mig, hvilket er absolut fantastisk, og stille og roligt har givet mig ro til at komme videre med mit liv.
Tilbage i september fik han mig til, endelig, at kontakte en psykiater (jeg har ikke råd til psykologer mens jeg er på SU) Jeg har nemlig siden julen 2009 været på anti-depressive piller (Citalopram) og lægen har ikke rigtigt gjort andet end at forny min recept når jeg løb tør, men i november, dagen før min Mors fødselsdag, startede jeg hos psykiater Erik Skovbjerg. Han startede mig så på Venlafaxin, og tog en masse blodprøver; og hen omkring Jul begyndte jeg virkelig at kunne mærke en bedring, jeg havde mere overskud, og kunne klare hverdagsting uden at blive nervøs, men mere om det senere. I januar, startede han mig så på noget mere psykofarmaka, denne gang var det Noritren, og ja, det er en del psykofarmaka, og der er en del bivirkninger, men jeg vil langt hellere have bivirkningerne end depressionen - og ved at få styr på min hjernekemi, skulle jeg gerne kunne stoppe med pillerne, når der er balance i bolden på mig.
Og mht psykofarmaka, har jeg siden starten været meget åben om det, man burde ikke skulle skamme sig over at have en psykisk lidelse, som man jo ikke selv er herre over. Jeg har fortalt det til venner, bekendte, arbejdsgivere, og andre personer, for hvem det ville være anvendeligt at vide hvorfor jeg nogle gange reagerede lidt spøjst - og indtil videre har jeg kun fået positiv respons.
Men det må vist være nok for nu, jeg kan høre at min seng kalder på mig.
Godnat,
Eva Maria
